Efter os - syndfloden.

Fra Rights.no/
25. september 2014.
Af Mikael Jalving.

Den eskalerende borgerkrig i Mellemøsten tager livet af den Arabiske civilisation – eller resterne af den – og rammer Vesten som en naturkatastrofe.

Det er blevet efterår, ikke bare herhjemme. Som de fleste nok har bemærket, er det herostratisk omtalte Arabiske forår, som fik mainstreammedier og idealistiske politikere til at glimte af håb og humanisme, afløst af blod i sandet og mørke midt på dagen. Analytikere har allerede beskrevet det, og det skal siges igen: Den Arabiske civilisation er brudt sammen, det er game-over.

Du ser det på din TV-skærm eller tablet hver aften. Det er, hvad sociale medier cirkulerer i en sløjfe af dæmoni: Koreograferede henrettelser, flagrende sorte flag med Arabiske skrifttegn, mænd formummet bag skæg, Kalashnikovs og drømme om verdensherredømme; flere mænd, kvinder og børn, der slagtes af mænd, kvinder og børn, sekteriske grupperinger: Sunni, Shia, Salafister, Islamisk Stat, Kurdere, Syrere, Palæstinensere, Egyptiske terrorister, retslærde med Koranen hævet til angreb, etniske konflikter, politiske konflikter, religiøse konflikter, svindel, mafia, klaner, dynastier, Jihadister – og intet, stort set intet, der fungerer i den Arabiske hverdag.

Den gængse Vesterlandske romantisering af Orienten, vores Hemingway- og T.E. Lawrence-komplekser, forvitrer dag for dag. Mellemøsten og Nordafrika afskaffer sig selv i kulturel forstand og overgår til at være et uregerligt og konfliktplaget territorium, jord, olie, vold, mord, bestikkelse, menneskelig elendighed og offermyte.

Du forstår det måske kun kvart fra de makabert-farverige klip fra den flimrende virkelighed, men lad mig hjælpe dig med at forstå lidt mere.

Den Arabiske verden er med den Arabisk-Amerikanske journalist, Hisham Melhems, ord langt mere voldelig, ustabil, fragmenteret og styret af ekstremister end på noget andet tidspunkt siden opløsningen af Det Osmanniske Imperium for hundrede år siden. Udviklingen går fra det skæbnesvangre mod det stedse værre.

Det kollektive selvmord i den Arabiske verden er vor tids største megatrend. Der er groft sagt kun fem civilisationer tilbage på kloden anno 2014:

◾den Vestlige
◾den Kinesisk-Østerlandske
◾den Russisk-Ortodokse
◾den Latinamerikanske
◾den Afrikanske syd for Sahara.

Den Arabiske civilisation, som selv Samuel Huntington anerkendte i sit kritiske værk om civilisationernes sammenstød for 20 år siden, er udlevet og vil næppe genopstå i vores levetid.

Hvad skulle redde den? Plaget, som den er af Koranens allestedsnærværelse, er udsigterne til social, politisk, kulturel og økonomisk bedring mere end distante.

Dertil kommer olien, som er regionens største handicap, fordi den gør det muligt for regenter, klaner og bander at regere uden at skulle producere. Var det ikke for olien, havde den Arabiske civilisations fallit og dødbringende, interne strid stået klart for os alle sammen for længe siden. Olien har så at sige forsinket vores erkendelse af borgerkrigens primat i det ulykkelige Arabien.

Men nu ser vi den. Vi ser, at det hele er noget værre skidt på de kanter. Og vi ser noget andet og endnu værre – for os: At vi ikke evner at forvare os mod opløsningen af den Arabiske civilisation. Deres ødelæggelse kan blive vores ødelæggelse. Vi importerer den nemlig.

Her tænker jeg ikke kun på de varme lande som arnested for radikalisme og Jihad. Det er næsten for banalt, her er dagens episode. Næ, jeg tænker naturligvis også på den voksende strøm af flygtninge og asylansøgere, der vandrer mod Europa – og for de flestes vedkommende – kommer frem og opnår en eller anden ret til at være her – på de Europæiske skatteyderes regning.

Sverige er den ene ekstrem. Her har man ganske simpelt givet op og erkendt, at indvandringen vil indebære velfærdens afslutning.

Finland er den anden ekstrem. Her bilder man sig ikke ind at være gode til at integrere folk fra helt andre kulturer. Men ingen Europæiske lande har fundet ud af at håndtere den enorme trafik nordpå.

Udfordringen handler ikke alene om penge, som er akut nok i sig selv. Den handler også om, at det på en eller anden morbid, flagellantisk måde er blevet Vestens opgave at gøre alle glade og mætte.

Det er ikke bare naivt, alting taget i betragtning, det er også indbildsk.

Det er naivt, fordi det fordrer, at de aldrende Europæere, hvoraf en høj procentdel, unge som gamle, i forvejen lever af offentlige ydelser i de skrantende velfærdsstater fra Sevilla til Stockholm, kan brødføde, huse og integrere millioner og atter millioner af asylanter fra den vide Verden, in casu den Arabiske verden, der brænder op i fundamentalisme og frygt. Men det er også indbildsk. For hvem siger, at det egentlig er Vestens problem, hvad Araberne gør ved deres egne lande?

De har prøvet nærmest hvad som helst i løbet af det 20. århundrede, men intet virker: Nationalisme, socialisme, korporatisme, diktatur, militærstyre, frie valg, Twitter-demokrati, das ganze Sweinerei. Uden held. Dertil er den politiske kultur i området for sekterisk og hysterisk.

Når de Vestlige journalister er fløjet hjem igen, fortsætter de Islamiske eliter og våbenbrødre med at lægge alting i ruiner, bortset fra Moskéer, Koranskoler, barakker, bordeller og bedetæpper. Hvorfor? Jo, fordi de tager Koranen alvorligt og følger den praktiske Sharia i stedet for at glemme alt om den hellige bog og skabe en social orden og sikkerhed på et ikke-Islamisk grundlag.

Hvem skal redde Araberne fra sig selv?

Hvorfor peger flaskehalsen på os? Hvorfor er det ikke Kinesernes opgave, de er trods alt de kommende, globale magthavere? Hvorfor kigger ingen på Latinamerikas ansvar, de vil også gerne handle med Araberne? Hvorfor kan Putin køre friløb? Og mere graverende: Hvorfor er det ikke Araberne, der løser Arabernes selvskabte problemer?

Du ved godt hvorfor. Det er kun i Vesten, at vi har fået den tro, at vi og ingen andre kan løse alverdens problemer lige fra nødhjælp til geopolitik. Det er os, dvs. vores nedarvede humanisme, der i generationer har ledt Vesten på vildspor og skabt en grænseløs, universel samvittighed hinsides alle sociale konsekvenser i hjemlandene og gjort menneskerettighedskonventioner til guddommelige anvisninger.

Dér ligger hunden begravet, og det er på tide at sige det ligeud, som det er: Det er os selv, ikke Araberne, der har gjort den kroniske Arabiske borgerkrig til USA’s, Storbritanniens, Australiens, Canadas, Hollands, Sveriges og Danmarks evige problem. Vi vil og skal hjælpe, koste hvad det koste vil, herunder vores egen deroute.

Deroute er egentlig for venligt et udtryk. Det er ikke alene den Arabiske civilisation, der forsvinder for øjnene af os, men tillige vores egen kultur, der synker sammen i bestræbelsen på at spille Jesus, imens vi tillader, at Arabere, der tydeligvis ikke vil Danmark eller det land, der har givet dem eller deres forældre en ny chance, huserer som grever og baroner på gader og stræder og opfører sig, som var de herrer i vores hus.

Mærk dig disse dage, det er dage, der forandrer Verden, herunder din egen. Tiderne skifter, jeg siger det bare.